Forum

Havkajakroernes Forum er et åbent forum, som Havkajakroerne har opbygget på grundlag af erfaring og viden fra alle danske havkajakroere, og som er til rådighed for alle danske kajakroere. Selv hel- og halvkommercielle forhold har inden for visse begrænsninger mulighed for plads her.

Havkajakroernes Forum indeholder flere forskellige Temaer, og inden for hvert af disse oprettes tråde for de emner, som interesserer brugerne.

Forum passes af en Moderator, som overvåger, at tingene går ordentligt til, og at diskussioner mv. foregår anstændigt og i en god tone. Læs derfor de efterfølgende to afsnit om Brug af Forum og om Registrering af brugere på Forum.

Havkajakroerne

Her finder du Havkajakroernes Forum.

til top

Brug af Forum

Havkajakroerne har ikke mange nedskrevne regler for brugen af vores forum. Det har været efterspurgt af forskellige. Men vi ønsker ikke regler, for vi vil bare komme i en situation, hvor vi skal diskutere holdninger såsom: “Hvis der ikke står, det er forbudt, er det tilladt”. Eller omvendt: “Hvis der ikke står, det er tilladt, er det forbudt”.

De diskussioner vil vi gerne undgå. Men det betyder ikke at der ikke er uskrevne regler. Eller at man ikke skal tænke sig om, inden man poster et indlæg.

Forum “Snak”

Selv om det er Havkajakroernes forum, er andre velkomne til at oprette en profil og skrive. Men kun om havkajakrelaterede emner.

Hovedformålet med brugen af Havkajakroernes fora er at bidrage til at udvikle havkajakinteressen og os selv.

Vore fora skal være levende og spændende og give mulighed for at viden og meninger udveksles og brydes.

Sprog og tone i indlæggene er meget vigtige for modtagerne af det budskab, man vil fremføre. I mange tilfælde vil læserne af indlæg enten stoppe eller overse budskabet, hvis de føler sig stødt over sproget eller tonen i indlægget.

I nogle tilfælde kan det selvfølgelig være underholdende at læse en ophidset diskussion mellem nogle kombattanter. Men i længden går det, som med anden lagkagekomik. Det bliver trættende at følge med i. Husk at smag og behag ikke kan diskuteres.

Offentliggørelse af privat korrespondance uden tilladelse er en overskridelse af god takt og tone. Og i nogle tilfælde en lovovertrædelse. Det vil ikke blive accepteret.

Meninger, baseret på en type erfaringer, eller et begrænset antal erfaringer vil og skal afføde en korrigerende diskussion. Grib chancen for at blive klogere i stedet for at grave skyttegrave.

Moderator kan og vil ved behov anmode indlægsskrivere om at rette eller fjerne indlæg. Alternativt vil moderator gøre det.

til top

“Arrangementer”, “Markedspladsen” og “Kommercielt forum”

Havkajakroerne har fora for arrangementer, privat køb/salg og kommercielt køb/salg. Nogle gange sker det, at de blandes sammen. Der er gråzonetilfælde her. Hvornår er et arrangement kommercielt, hvornår ikke ?

I erkendelse af gråzonen accepteres alle indlæg, både kommercielle og ikke-kommercielle, nu (siden juni 2011) under arrangementer. Til gengæld må opslaget ikke overstige 500 anslag, alt incl., herunder prisoplysning og link til egen hjemmeside eller tilsvarende. Hertil kommer mulighed for at indsætte et billede på max 350 px højde.

Formålet med afgrænsningen er at få indslag, der er informative og lette at læse, og undgå lange reklamationer for kurser og lignende. Præsentationer, der i dag hører hjemme enten på en hjemmeside eller i et link til en pdf eller lignende.

Der kan være et skøn i valget af forum for et indlæg. Annoncørerne kan spørge sig selv, om der er nogen, der har en økonomisk eller PR-mæssig interesse i at arrangementet afholdes. Kan man svare ja til det, er det nærliggende at antage at opslaget hører hjemme i det kommercielle forum og bør placeres der.

Det vil på samme måde være i overensstemmelse med god takt og tone, at henlægge promovering eller oplysning om egne produkter til det kommercielle forum.

Er man i tvivl, kan man spørge moderator.

Bestyrelsen håber at vores forum vil blive et meningsudvekslende forum, hvor vi har respekt for hinandens holdninger og meninger. Hvor man vil være interesseret i at skabe debat og være nysgerrige på andres meninger, uden at være fordømmende.

Mail til Moderator

til top

Registrering på Forum

Registrering på Forum og medlemskab af foreningen Havkajakroerne er to forskellige ting. Brugernavn og password til Forum kan ikke bruges på Havkajakroernes hjemmeside.

Når du registrerer dig på Forum første gang, skal du opgive et Brugernavn og password.

Du skal anvende dit navn, dvs. for- OG efternavn, som brugernavn. På vort Forum taler vi med respekt for hinanden, og det kan ikke gøres anonymt. Hvis du ikke registrerer dig med dit fulde navn, vil din registrering, og dermed din adgang til at se billeder og skrive på Forum, blive slettet uden varsel. Har du problemer med registreringen kan du skrive et par ord til webmaster@havkajakroerne.dk

KORT og GODT – registrer dig under fornavn og efternavn.

Derfor kan du godt i dine indlæg signere med et kaldenavn (nom-de-guerre, alias, aka) , hvis du ønsker det, men vi accepterer kun for- og efternavn som Brugernavn.

Havkajakroerne

til top