AT VÆRE PÅ TRÆF
DE FIRE FASTE
Fire gange om året inviterer vi hinanden til træf for at ro ture, udvikle tekniske og sikkerhedsmæssige færdigheder, dele alverdens viden og oplevelser fra vores skønne havkajakverden og ikke mindst for at hygge os og dyrke vores gode fællesskab.
Vores træf er kernen og rygraden i vores kultur, og heldigvis er der rigtig mange medlemmer, som år efter år, træf efter træf møder op med kajakker, telte, mad, diverse grej og masser af højt humør.
At komme på træf er også en mulighed for at opleve øer eller dele af det danske kystlandskab, hvor man måske ikke har været før. På nær vores vintertræf, som foregår i en svømmehal, afholder vi nemlig altid vores forårs, sommer- og efterårstræf nye steder, som giver os unikke oplevelser og ture i kajakken.
Vi har i alt afholdt mere end 100 træf gennem årene og efterhånden sat vores spor adskillige steder på landkortet. I sommeren 2019 lokkede vi for første gang med et sommertræf i skærgården i vores søsterland Sverige. Det blev en enorm succes med 420 entusiastiske kajakroere, der fik en ferie, de sent glemmer.
VORES TRÆF ER FOR ALLE
Vores træf er for alle medlemmer uanset niveau og erfaring.
Træffene varierer i fokus og programindhold, men fælles for alle er muligheden for at:
- Lære en masse kajakroere fra hele landet at kende
- Deltage i én stor fællesaktivitet som fx O-løb i kajak.
Aktiviteten har til formål at ryste folk godt sammen
- Tilbyde kurser og workshops, som kan dygtiggøre andre havkajakroere, der er med på træf
- Selv at dygtiggøre sig ved at deltage på kurser eller workshops, som andre tilbyder
- Deltage i mindst en fællesmiddag, som er inkluderet i træfprisen
Læs mere om de enkelte træf herunder.