Min introduktion til kajakken var en anelse atypisk... Efter en årrække som lyra/hoop udøver blev jeg påbudt at skifte sport grundet helbredet, og i den anledning ledte jeg efter en sportsgren der var ligeså teknik-tung og legende som hoopen, og her stødte jeg på kajakken - og særligt kajakrul - som viste sig at være den perfekte afløser. Med titlen som "vandhund" og tidligere svømmer gik det hele op i en højere enhed, og jeg har ikke drømt om andet end kajak siden...
Jeg er medlem i Hou Kajak Klub, hvor jeg ror i det østjyske farvand og er nyligt uddannet klubinstruktør ved DGI - dog er undervisningen ikke et nyt emne for mig! Jeg har nemlig undervist ad flere omgange i forskellige sportsgrene - også havkajakroning.
Fællesskab er noget, vi giver til hinanden - derfor valgte jeg at stille op til bestyrelsen og blive forkvinde for Havkajakroernes Vintertræf 2023. Jeg mener i bund og grund, at foreningslivet er samhørighedens hjerteslag og det er jeg enormt taknemmelig over, at kunne være med til at drive videre.
Lidt fun facts om mig:
• Jeg købte min første og eneste havkajak, da jeg havde roet 274 km - jeg blev enormt skuffet, da jeg fandt ud af at "Anas Acuta" betyder spidsand...
• Den første havkajak jeg nogensinde satte mig i var en gul Valley Avocet - gul er min yndlingsfarve, men den glæde deler jeg også med alskens insekter
• Et af mine yndlings rul er butterfly roll (og re-entry!) - lige nu øver jeg mig dog på håndrul med svømmevinger til små børn...
• Jeg har set Dubside's video (på Youtube) om rul 7 gange (fra start til slut) - familien har bandlyst videoen nu, og jeg ser den i smug, når de ikke er hjemme.